Tag stemmen tilbage - Skrivegruppe mod vold
Skrivegruppe for voldsramte kvinder
VOLD MOD KVINDER
Den sidste uges nyhedsstrøm om et helt ubegribeligt drab på en ung kvinde, har fyldt meget i mine tanker og de seneste dage har mine tanker kredset om alle de kvinder, jeg kender, som volden - og frygten for den - har taget stemmen fra.
Mig selv inklusive i en periode af mit liv.
Måden hvorpå vi integrerer volden - og muligheden for den - i vores forståelse af os selv.
Måden vi endda holder op med at bemærke , når vi spiller små, når vi glatter ud, når vi dækker over det, der foregår.
Hvordan det, de senere år, igen og igen er kommet bag på mig, at det findes ALLE steder.
At det ikke bare er mig - eller kun dem, som livet gav super svære kort på hånden.
At vi alle, når volden (fysisk såvel som psykisk) tager bolig i os som allestedsnærværende mulighed, er helt klar til at underminere os selv og vores egne muligheder uanset hvilke kort, vi ellers måtte have på hånden.
Volden gør os små og gør os tavse.
SKRIVEGRUPPE FOR VOLDSRAMTE KVINDER
Alle disse tanker har pustet til et projekt, jeg længe har gået og ulmet med (og søgt fondsstøtte til).
Jeg har længe gerne villet lave en skrivegruppe for voldsramte kvinder (fysisk såvel som psykisk) der kort sagt handler om at tage vores stemme og vores historie tilbage gennem teksten.
Jeg har længe gerne villet lave et skriveforløb, der giver den enkelte kvinde mulighed for at gøre sig til subjekt i sin egen fortælling og give den fortælling en plads i verden.
Det er for mig at se et enkelt lillebitte men vigtigt skridt i retning af at tage magten over os selv og vores tilværelse tilbage.
For et par dage siden kunne jeg mærke, at projektet er vigtigere for mig, end at jeg kan vente mere på fondsstøtte.
Det her er bare noget, jeg gerne vil give min tid til.
Siden jeg for et par dage siden skrev om gruppen på sociale medier, har jeg fået et væld af henvendelser fra modige kvinder i hele landet, der kan se sig selv i gruppen.
Jeg er meget glad og rørt over både modet og alle de ufortalte historier, og overvejer p.t.muligheden for på sigt at starte flere grupper i andre landsdele.
For nu bliver gruppen i Ry/ Århus og kommer til at starte i april/ maj.
Hvis DU kan mærke, at sådan en gruppe lyder som et sted for dig - eller du overvejer det -så skriv gerne på anna@skrivskrivskriv.dk
Også hvis du har spørgsmål eller tanker at dele!
KH Anna
